Farvel eventyr, Hej Danmark

Rygsækken er pakket (proppet godt og grundigt) med 3 måneders vidunderligt eventyr og jeg er nu klar til at vende hjem til lille Danmark.
Min rejse har fra start til slut været en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg har fået lov at dele de to første måneder af den med nogle fantastiske mennesker, og den sidste måned har jeg taget på egen hånd, hvilket helt sikkert har modnet mig på alle tænkelige punkter, og bliver en stor oplevelse at tænke tilbage på i fremtiden.

Jeg har i min dagbog skrevet ned nogen af de oplevelser jeg fik med hjem i bagagen efter to måneder i New Zealand, jeg vil dele lidt af med jer her.

Jeg har:

• set utallige smukke stjernehimler
• vandret 53 km med SH
• badet i naturlige, brandvarme termiske kilder
• klatret ad stejl klippeskrænt, med rygsæk og endt i stenskred
• fået surferhænder og solbrændte skuldre trods faktor 50+ og 70.
• fixet teltstænger 9 gange – 1 om natten i øs regnvejr
• svømmet med 500-600 vilde delfiner
• blaffet
• hørt en Kiwifugl – meget sjældent
• set tidevandet stige og falde
• set krystalklart blåt vand og hvide sandstrande så langt øje rakte
• set glowworms
• sovet ulovligt gratis
• gået en hel Great Walk – med ødelagt akillescene
• festet til Wellington Sevens med søde nye NZ venner
• badet i Blue Springs – der hvor det meste drikkevand kommer fra på NZ

Og MEGET MEGET mere!

Derudover har jeg selvfølgelig set en masse søde og spændende dyr, heriblandt sæler, en lille pjusket pingvin, delfiner, kænguruer, kæmpe kakerlakker og biller, stjælefugle – de nupper alt hvad de kommer i nærheden af, en kea, en albatros og rigtig mange possums!

Min egen vidererejse har været knap så eksotisk og dyrerig, men alligevel super god! Her vil jeg især huske tilbage på min lorte-hostel-oplevelse første nat, som jeg klarede trods jeg var ved at miste modet. Mine taxaturen hernede, hvor jeg har været ved at skide i bukserne – mest den første. Min gode uge på paradisøen Koh Phangan. Og ikke mindst – et voldsomt regnvejr vi havde i nat, der holdte mig vågen det halve af natten.

Farvel eventyr, Hej kolde DK – Vi ses om præcis 24 timer! ✈️

Solnedgang i paradisomgivelser

Så er jeg kommet til Thailand, og sidder lige nu og nyder en smuk solnedgang (dog slår den ikke NZ, hvor hele himlen blev oplyst i de vildeste blå, lilla, orange og gule farver ved hver solnedgang!) på Koh Phangan – en af de Thailandske paradis øer.

Solnedgang i iPhone kvalitet fra min terrasse.
Solnedgang i iPhone kvalitet fra min terrasse.

Jeg ankom til Bangkok natten til onsdag, efter en ni timers flyvetur, som gik helt fint og overraskende hurtigt. Men fra jeg landede i Bangkok – og nok indtil jeg letter igen – tror jeg at jeg har lignet et stort spørgsmålstegn. Allerede da jeg trådte ud af flyveren opstod forvirringen om hvor jeg skulle hen, og hvordan man fik fixet visa. ALT her står på thai, og stort set ingen kan engelsk, og de få der kan, er ikke ligefrem mestre i det. Efter lang tids forvirring, hvor jeg var blevet ignoreret af fem lufthavnsmedarbejder og rystet på hovedet af, var jeg absolut ikke var blevet klogere, og jeg tænkte at nu kunne det være nok! Jeg bestemte mig for at gå til paskontrollen og så måtte de smide mig væk og fortælle mig hvad jeg skulle gøre – de måtte da kunne tale engelsk! Her blev jeg mødt af flere thaimedarbejdere der dirigerede med arme og ben, og frem kom jeg til en skrænke, hvor en thaimand – som der heller ikke var mange ord i – bad om mit pas og indrejsekort, og i næste øjeblik var jeg igennem. Altså havde al den forvirring med visum været til ingen nytte, thaimanden ved paskontrollen klarede det hele. Nå, men ud kom jeg og med det samme så jeg min bagage komme kørende på båndet til venstre. Jeg valgte dog lige at hæve lidt thaipenge – bath – i en automat først, og endnu engang var alt på thai! Jeg endte med at få hjælp af en thaidame, der talte thai til mig, men jeg fik da hævet 2000 bath – 400 kr – og dem fik jeg ud i ikke mindre end 20 sedler! Deres valuta er altså noller hernede. Nå, men ud af lufthavnen det gik, og jeg blev med det samme modtaget af en thaimand med et skilt hvor mit navn stod på, og så gik den ellers mod Bangkok centrum. Jeg var fremme på mit guesthouse omkring klokken fire om natten, hvor jeg blev modtaget af en sød receptionist og gik op på mit værelse der så fint ud, men stank at sur thairøv.
Jeg tilbragte meget af min tid i Bangkok på mit guesthouse, jeg havde jetlag og jeg var ikke så vild med at bevæge mig ud på egen hånd, følte mig slet ikke tryg! Jeg var ude på en lille indkøbstur onsdag eftermiddag, og det blev det jeg så til Bangkok by. Om eftermiddagen samme dag mødte jeg tre fra højskolen, der boede på samme guesthouse som mig. Jeg fik snakket et par timer med dem – de forstod udemærket det var et sted jeg ikke var glad for at gå rundt alene – samt jeg spiste aftensmad med dem, det var super hyggeligt! :-)
Torsdag aften gik turen mod Koh Phangan. Jeg var på farten i 17 timer – taxi, bus, færge, taxi – før jeg kom frem til mit hotel på Koh Phangan. Hvilket også resulterede i at dagen igår da jeg var fremme ikke bød på så meget andet end lur, aftensmad og på hovedet i seng. I dag har jeg daset den ved vandkanten hele dagen, og jeg kan bestemt godt forstå det kaldes paradis øerne! Her er super smukt og lækkert.
Nu sidder jeg igen ved vandkanten, har lige spist aftensmad og nyder at temperaturen nærmer sig noget der er til at holde ud – her er virkelig varmt og lummert!
Jeg glæder mig efterhånden rigtig meget til at komme hjem til jer igen, og det er jo heldigvis lige om lidt.
Hav det godt så længe.

Kæmpe knus fra det thailandske paradis❤️

Fra paradis til storby

Jeg forlod lørdag aften mit vidunderlige paradis New Zealand, og det var bestemt ikke for sidste gang! Efter to måneder der, ville jeg stadigvæk kunne sætte mig ned og med al min ærlighed skrive under på, at hver en dag og hver en oplevelse ikke kunne være undværet på min rejse. Jeg elsker det land og jeg elsker den gruppe mennesker jeg fik lov at opleve det med, og jeg vender tilbage lige så snart pengene rækker dertil.

Vi kom til Auckland onsdag aften, efter vi havde brugt hele eftermiddagen i Hamilton på henholdsvis at finde hostels i Sydney og få styr på nogle ekstra flybilletter, og det lykkedes for os alle. I Auckland boede vi på en bondegård. Jep, i læste rigtigt, en bondegård :-) Det var os nemlig umuligt at finde et ledig hostel der, medmindre vi var villige til at betale 400 kroner pr person pr nat! Og det rækker en backpackrts økonomi altså ikke helt til. Så nogen af de andre fra højskolen, havde fundet noget der hedder Ambury National Park, som i bund og grund er en falsk bondegård etableret 20 minutter fra Auckland Downtown og med udsigt dertil. Vi var lidt skeptiske ved ideén om at skulle bo i en storby – på en bondegård? Det hang ikke sammen med vores forestilling om dagene i hovedstaden, det var derimod nok det eneste sted vi på hele turen på forhånd havde forventet hostelovernatninger. Men vi er jo frilufttere, og bondegårdsferie var sørme hyggeligt!
Dagene i Auckland var stille og rolige. Vi var inde og se byen, vi hyggede på bondegården, vi var til lanternefestival, vi tømte Camryen fuldstændigt – og det krævede diverse overspringshandlinger før vi fik samlet hver vores bunke med lort og fik stoppet det ned i vores rygsæk efter en måned, hvor vi havde levet i, ja, faktisk hele bilen. Når man er fem mennesker inkl 5 store backpacks – og 5 mexicanerhatte – i en Toyota Camry, bliver den godt fyldt op. Bagruden kunne man aldrig se ud af, gulvet var stoppet med dagstursrygsække, sko, støvler, diverse madlavningsting og andet spændende, og på sæderne og instrumentbrættet hang der altid tøj og håndklæder til tørre. Når vi sagde ‘pump the trunck’ (åbnede bagagerummet med en knap inde fra bilen), var det altid en overraskelse om det væltede ud på jorden med trangia, soveposer, vandflasker, sure underbukser eller andre sjove ting – fordelingen var nok 80/20, gæt selv hvad der skete 80% af gangene 😉
Men vi fik pakket vores rygsække, og til vores overraskelse, kunne alt være i dem. Godt nok var de godt fyldt ud, men det kunne være der.
Lørdag skulle vi allerede aflevere bilen i lufthavnen klokken 12 – 7 timer før vi skulle flyve. Så vores lørdag bestod af at hænge ud på en burgerrestaurant og købe billige powerrades i Countdown – alle drikker den hernede, og Laura og jeg genfandt vores glæde fra vi var små for dem!
Vi fik sagt godt farvel til Laura, min teltmakker igennem to måneder, hun blev nemlig dernede en måned mere med sin veninde. Og så satte vi os på flyveren, og min alenerejse begyndte.

Tiden her i Sydney har været fyldt med blandede følelser.
Jeg startede ud med at ende på et rigtig ulækkert og ubehageligt hostel, hvor jeg ankom lørdag aften nær midnat. Først trådte jeg ind i et rum der mindede mig om et klamt værtshus, dystert, fulde mennesker og lugtende. Blev af en gut, der ikke havde styr på noget som helst, sendt ned på mit værelse. Jeg åbnede døren dertil, og fik et chok af det syn jeg blev mødt af. Tøj, bøjler, gamle sprutflasker, vandflasker, kufferter, madrester, sko, støv, gamle renseklude med makeup mm. lå spredt ud over HELE værelset! Der lugtede forfærdeligt, og kun en lille fan i loftet – som var ved at falde ned – gav ‘frisk’ luft derinde, ergo: der var uudholdelig varmt! Jeg gik på toilet, hvor jeg først måtte vade igennem bruseren med noget ulækkert mudderlignende vand, og dernæst faldt toiletbrættet af. Der var larm fra gaden og værtshusreceptionen, og fulde tøser, der ikke var en dag over 18, styrtede ind og ud af værelset og brækkede sig, hele natten – og der var MEGET lydt! Jeg fik sammenlagt to timers søvn den nat, og blev skræmt for vid og sans fra Sydney. Jeg savnede mit New Zealandske paradis og mine vidunderlige rejsemakkere dernede.
Jeg måtte for første gang på min rejse skrive hjem, at det hele altså ikke bare gik fantastisk. Mor og far var hurtige til at hjælpe (endnu engang TAK!), og ikke længe efter bippede der en mail ind, med en bekræftelse på et nyt hostel fra dagen efter. Jeg forlod det klamme hostel så hurtigt jeg kunne søndag morgen, og begav mig endnu engang på en 45 minutters vandring i 31 grader gennem Sydneys gader med alt mit pikpak. Og frem kom jeg heldigvis til et godt hostel, og denne standard har holdt lige siden.

Jeg har taget dagene stille og roligt en af gangen her, og fået set de ting man skal se her. Operahuset, Sydney Harbour Bridge, Royal Botanic Garden, Darling Harbour, Chinatown, The Rocks, Sydney Downtown, drukket kaffe i Surry Hills, været ved Bondi Beach og ellers bare nydt det gode vejr. Jeg er endt med ikke at være så skræmt for Sydney, som jeg startede med. Men når det så er sagt, er 10 dage her for lidt/for meget. Jeg har luret af, at skal man rejse alene, skal man enten have lang tid eller kort tid det givne sted, så man enten kun når at se stedet i få dage eller man har lang tid her, så man har mulighed for at koblet sig på andre backpackere og rejse videre med dem. Jeg har mødt flere søde mennesker her, men alle har få dage efter skulle videre, fordi de var på rundrejse. Så note til mig selv: flere uger eller få dage!
Derudover er Sydney jo en storby med stort S! Og når man har rejst rundt som backpacker i to måneder, boet ulovligt på rastepladser, på primitive docs og sneget teltet op i hjørnet af en strand, samt haft skiunderbukser på hele dagen og kunne gå rundt med det samme hår i tre dage og måske kun få et bad hver 4. dag – så føler man sig lidt malplaceret her, hvor alle går i fine kjoler, højhælede, har et ordentlig lag makeup på, 4 liter parfume og bruger fine håndtasker – min håndtaske er en pose.. Igen: jeg savner New Zealand!

Men nu er Australien skrevet på listen over besøgte lande, og fra i aften/i nat bliver endnu et land tilføjet: Thailand.
Jeg sidder i hotellets lounge og venter på jeg om 6 timer kører mod lufthavnen, for klokken 19.45 at sætte mig i en flyver for 9 timer efter at lande i Bangkok. Her skal jeg overnatte to nætter før jeg kører med en bus ud på en af paradisøerne, nemlig Koh Phangan. Her har jeg syv overnatninger, før jeg igen vender tilbage til Bangkok og har to overnatninger inden jeg sætter mig i flyveren hjem til lille Danmark igen, og lander den 23. marts.
Jeg har svært ved at forstå, at tre måneders rundrejse snart er slut, men jeg glæder mig til at komme hjem til jer alle sammen igen – jeg er efterhånden begyndt at savne jer rigtig meget! Og så glæder jeg mig til at få rugbrød, leverpostej og rullepølse igen :-) vi ses snart!

NZ venner, husboende, rugbyfans, Great Walk og surferdudes

Siden sidste blogpost er det gået vildt for sig, og en masse fantastiske oplevelser er blevet tilføjet til bagagen.

Først og fremmest er vi kommet til den anden del af New Zealand: Nordøen. Vi kørte mod færgen i Picton onsdag den 4., og sov om aftenen på en doc 30 minutters bjergkørsel derfra, så vi næste morgen kunne komme hurtigt ned til færgen. Doc’en vi sov på lå på stranden og der var varmt bad, så det var en luksus afslutning på sydøen. Om torsdagen ankom vi til Wellington lidt over middag, efter et par timers sejltur, hvor jeg desværre blev lidt søsyg, øv! I Wellington havde Laura arrangeret vi kunne slå telt op i en have hos Brandons fætre+den enes kæreste (Lauras søster har for fem år siden været udvekslingsstudent i NZ, hvor Brandon var hendes værtsbror, og Laura var dengang nede og besøge sin søster – altså kender hun Brandon), da alle hostels+lignende var booket længe i forvejen grundet Sevens – mere herom følger. Da vi ankom til Wellington skulle vi køre til en adresse i Johnsonville, hvor Brandon boede hos hans tante og onkel pga noget studie i Wellington i to uger. Vi blev modtaget af Brandon ude på gaden, og blev inviteret med indenfor. Vi kom ind, og hilste på 4 andre unge på vores alder, der sad og spille kort og så TV. Det var super akavet, da vi – udover Laura, der kendte Brandon – ikke kendte en eneste der. Vi blev derefter vist over til – troede vi – den have vi skulle bo i under Sevens. Her boede de sødeste mennesker, der havde ryddet op og rengjort hele huset til vi skulle komme, og de ville så gerne have os sovende inde hos dem i huset. Vi følte os lidt anmasende, hvis vi fem danskere bare spredte os ud i hele huset, så vi tog et værelse, hvor vi tre piger sov i en dobbeltseng, og drengene sov på liggeunderlag på gulvet i samme rum. Bare det at få lov at sove indenfor var vidunderligt, efter en måned i telt! Vi nåede ikke at sluge deres venlige modtagelse af os, før Brandon spurgte om ikke vi ville med tilbage over til dem og spille kort og hænge ud, og det kunne vi da ikke sige nej til. Og før vi havde set os om, var vi pludselig en del af deres gruppe og var blevet inviteret med dem til forfest de to kommende dage før Sevens. Vi tog efter et par timer derfra med en meget mærkelig følelse i kroppen og følte os super akavede. Pludselig var vi ‘parret op’ med 5 unge New Zealændere vi egentlig overhovedet ikke kendte og skulle tilbringe de næste 2 dage med dem. Næste morgen skulle vi over til dem ved ni tiden og spise morgenmad – var så lækkert! – før vi skulle afsted til forfesten. Den første øl blev knappet op klokken 10, og den sidste 14 timer senere klokken 00:00. Til forfesten var der et hav af New Zealændere, alle festglade og på vores alder, der alle synes vi var super spændende. Vi havde det enormt sjovt og hyggeligt der, og et par timer senere begav vi os mod Westpac Stadium for at lege rugbyfans, stadigvæk i følge med de mange nye New Zealænder venner. Vi havde en fest på stadium, og endte med i løbet af dagen at forstå rugby og reglerne dertil! Johan, Morten og jeg gik lidt før den sidste kamp, og begav os på en backpackerbar, i håb om der var gang i den der – det var der ikke. Vi tog et smut forbi burgerking, og gik tilbage til de andre, der var gået på en bar nær stadium. Efter godt 14 timer, var vi alle blevet lidt sløve, så vi bestemte os for at tage hjem og få lidt søvn, inden det gik løs igen dagen efter. Lørdag startede også ud med forfest, her var det dog lidt svære at få den første øl ned og det tog lidt tid at vågne helt op. Men gang i den kom der, og det rigtige hold – All Blacks (NZ) – vandt selvfølgelig. Og så var det ellers tid til en bytur! Vi festede og dansede til den lyse morgen, og vores mexicanerhatte kom overraskende nok alle fem med hjem – man klæder sig ud til Sevens, og vi var mexicanere. Da klokken blev 05.00 begyndte vi at finde en taxa, og 05.30 lå jeg godt brugt i sengen og var klar til en god lang lur inden vi skulle køre østpå søndag – troede vi. Søndag formiddag blev vi nemlig inviteret med ud og spise af Brandons tante, der havde fødselsdag samme dag. New Zealændernes venlighed vil ingen ende tage, og vi kunne selvfølgelig kun sige ja. Så godt bombet sad vi søndag aften med til bords til New Zealandsk fødselsdag, og fik serveret lækker mad vi slet ikke havde lyst til grundet tømmermænd, men det kom selvfølgelig ned alligevel. Vi sluttede aftenen af med en enkelt øl med NZ vennerne, sagde farvel til dem og kørte ‘hjem’ i huset, hvor vi så lidt film og gik i seng. Mandag var vi på Te Papa Museum, og dernæst nede i Wellington by og se den ædru og uden fulde rygby fans, inden vi kørte nordpå for at finde en doc af sove på. Vi endte ved én tæt på Levin, og her lå vi og slappede af indtil tirsdag eftermiddag i solen. Det var også her jeg erhvervede mig mit bistik, der senere endte med et lægebesøg. Min hånd hævede enormt meget op og blev vildt øm, og antihistaminer hjalp ingenting.
Vi kørte østpå mod Palmerston North, hvor vi bare handlede, og dernæst kørte vi gennem Dannevirke, hvor der var et vikingeskilt, der sagde hej og farvel. Vi sov om aftenen på en doc nær Dannevirke, og kørte næste morgen til Hawks Bay. Her havde vi fået fortalt, der altid skulle være godt vejr, men selvfølgelig kommer vi de eneste dage om året, der ikke er godt vejr, øv! Det var overskyet og vinden var kold. Men vi fik vasket og tørret tøj, og vi besluttede os for at sætte os ned og planlægge resten af vores tur lidt. Om aftenen benyttede vi os af campingpladsens faciliterer samt vores rester fra gryden, og omkring midnat spiste vi varme boller – det var lækkert!
Næste dag ville drengene ud og spille golf, mens vi piger ville på opdagelse i byen, og jeg skulle et smut til lægen. Lægen fortalte jeg havde fået en allergisk reaktion, og at mange oplever at få det ved bistik ved Hawks Bay grundet deres mange frugttræer med pollen – eller noget i den dur – i området. Jeg fik udskrevet en bunke piller og han gav mig en slynge på – som jeg altså ikke gad gå med, synes det var for fimset, når bare det var et bistik, jeg holdte bare selv hånden højt. Om eftermiddagen fik vi sendt Laura til Palmerston North, hvor hun skulle være et par dage hos Brandon, mens vi andre skulle ud og vandre fredag til søndag. Jeg var lidt skeptisk over at skulle ud og vandre, jeg får altid så super ondt i min svang, og har ingen steder hernede kunne anskaffe svangindlæg, men hold op, hvor er jeg glad for jeg tog med! Vi endte med at gå en hel Great Walk – 46 km – da water taxi manden, der skulle køre os ud til starten, fik de andre overtalt til det, og så måtte jeg jo gå med. Vi havde tre enormt smukke, men hårde dage! Fredag gik vi op op op, og der blev holdt mange pauser. Vi facetimede bla fra toppen af et bjerg alle derhjemme fra højskolen, der var samlet til en fødselsdagsbytur på vores stambar i Silkeborg Dickens, vildt hyggeligt at snakke og se dem alle! Udover den hårde tur op, havde vi glemt ild, så vi fik ingen mad før vi mødte nogle andre ved en hytte omkring klokken 16, og der var vi altså bare sultne! Efter en omgang ostepasta – pastaposer man køber og hælder vand i, og uanset smagsvariant smager de af ost, man ender altså med at blive godt træt af dem – gik vi videre, nu nedad, mod den teltplads vi skulle sove på. Her fik vi igen en omgang ostepasta med en kop kakao, og hoppede på hovedet i seng. Næste morgen kom vi lidt sent afsted, for det regnede. Det regnede hele dagen, så vores regntøj blev atter taget i brug. Vi valgte en ekstra tur ind forbi et smukt vandfald, men også kunne gå under. Vi var lidt ærgerlige over vejret, havde det været dagen før skulle vi have badet der! Vi gik videre i regnen, og sent om aftenen, hvor mine fødder næsten havde givet op, kom vi frem til en hytte, hvor drengene havde tændt op i pejsen, og de eneste der var der udover os var to franskmænd, vi også sov samme sted som første aften. Vi fik hængt alt vores tøj til tørre, og sad foran pejsen og fik ostepasta og kakao. Vi sneg os til at sove inde i hytten, selvom vi kun havde betalt for teltplads, da der ingen andre end os og franskmændene var, og alt vi havde var plask vådt. Og da vi ligger i køjen og skal til at sove, hører vi pludselig en Kiwifugl! Det er stort, da man aldrig ser eller hører dem hernede. Næste morgen var regnen heldigvis stoppet, men der var stadigvæk overskyet og lidt småkoldt. Vi startede dagen ud med at se en død vildkat, og senere en død possum, og så skulle de sidste kilometer ellers gås hen til watertaxi pick up pointet, hvilket kun var små 12 km i nogenlunde terræn, så det tog os ikke lang tid. Og så skulle vandrestøvlerne ellers smides, så mine fødder kunne komme ud i friheden! Jeg fandt senere ud af jeg har overbelastet min akillescene, så den er i protest hævet ok meget op, gør ondt og knirker når jeg bevæger foden, ikke super rart og ikke så godt. Efter et langt varmt bad på doc’en vi overnattede på før vandreturen, kørte vi mod Lake Taupo, der bedst beskrives som New Zealands svar på Gardasøen – lækkert sted! På vejen derhen stoppede vi i en lille Maori landsby for at få en omgang fish’n’chips, hvor jeg bestemt ikke følte mig tilpas. Vi skreg af turister og passede slet ikke ind. Alle omkring os var mørke maorifolk med bare fødder og tatoveringer i ansigtet, mens jeg stod med mit lange nyvaskede lyse hår og sommerkjole – speciel, men sjov oplevelse. Lake Taupo var til gengæld meget mere mig, jeg følte mig helt hjemme i Italien igen! Super fin waterfront med den smukkeste udsigt. Vi blev indlogeret i Dinosaur Valley på en campingplads, hvor der muligvis ikke har boet andre i rigtig mange år. Det vrimlede med kaniner, katte og fugle dernede, vi følte vi var kørt ind i en dyrepark – men det var det billigste, og det går man efter som backpacker. Om mandagen tog os tøser en tur til stranden, men drengene spillede tennis og senere på dagen hev vi dem med ned i byen og sluttede af med en omgang minigolf. Før minigolf havde vi en sjov oplevelse. Vi ser pludselig en fåretransport komme kørende, med en hund i en lille kasse mellem hjulene, der stikker hovedet ud af et lille hul. Vi var fuldstændig optaget af hunden, og pludselig opdager vi, at fåretransporten havde sat en backpacker af, og sørme om det ikke var en vi kendte. En lidt speciel pige fra højskolen, der har valgt at blaffe rundt alene, grundet noget gruppe omrokering. Vi tog hende tirsdag med ud på en hyggelig to timers bådtur, hvor man sejlede på Lake Taupo, hørte en masse historier og så nogle Maori sten. Derefter sagde vi farvel til Elisabeth, og tog til et sted kalder Thermal Spa Park. Og ja, det var gratis termiske kilder, hvor meget varmt vand strømmer op fra undergrunden og blander sig med det kolde søvand. Det var SÅ lækkert! Her lå vi i tre timer, inden vi kørte mod Tongariro Nationalpark, hvor vi skulle mødes med Kasper, Mette og Mikkel. Vi overnattede sammen på en DOC, hvor vi også – ved et tilfælde – mødte en anden gruppe fra højskolen. Dagen efter skulle vi meget tidligt op og gå et berømt treck, Tongariro Alpine Crossing, hvor man går og på ved en aktiv vulkan. Jeg var lidt skeptisk for om jeg skulle tage med, grundet min ømme akillescene, men jeg gik med, og det var jeg så glad for! Vi havde en super hyggelig og ikke mindst fantastisk smuk tur. Det var noget helt specielt ved at gå ved en aktiv vulkan, der i princippet kunne gå i udbrud når som helst. Om aftenen sov vi på samme DOC, og næste morgen gik turen til æggebyen over alle æggebyer: Rotorua. Der stank helt forfærdeligt, grundet deres termiske aktivitet der, og jeg havde hovedpine fra vi ankom til vi forlod byen igen grundet stanken. Men det var en sjov by at besøge. Vi startede med at tage ud i en park og se termisk aktive kilder, hvor der var søer med kogende vand og boblende mudder overalt. Dernæst kørte vi til en campingplads inde i byen, vi havde fået anbefalet af vores lærer. Her kunne man på stranden grave huller, hvor der ville sive vand op, så man fik sine egne hotpools. Vandet der sivede op var dog forfærdelig varm, så vi badede i stedet i søen, som også var dejlig varm. Derudover lavede vi om aftenen mad i en termisk ovn, hvor al varmen kom fra jorden. Det var virkelig fascinerende! Vi flottede os til denne oplevelse, og lavede frisk laks. Det var så lækkert. Om natten havde vi en lige så fascinerende oplevelse. Jorden var så varm af den termiske aktivitet, at vores liggeunderlag var som varmepuder, og der var forfærdelig varmt i teltet. Det var en varm, men sjov nat, og næste morgen forsatte varmen, da vi som det første – klokken kvart over syv – hoppede op i campingpladsens hotpools. Dernæst begav vi os ned i byen og gik lidt rundt, og endte i en smuk museumpark på et tæppe, hvor vi lå og slappede af. Om aftenen mødtes vi med Kasper, Mette og Mikkel og lavede mad sammen helt nede i vandkanten, hvorefter vi kørte hen på en DOC, hvor vi mødte Tommy, Lise og Malene fra højskolen. Og på vej hen til DOC’en så vi hele fem kænguruer! Næste dag startede ud med en gennemsøgning af hele bilen for at finde Johans pas, dernæst en tur på biblioteket og senere på dagen kørte vi mod Hobitton ved Matamata, hvor Laura og Morten tog ind, mens Johan, Christina og jeg tog ud til Blue Springs, der er NZ’s reneste kilder, hvor 70% af deres drikkevand bliver hentet. Her sprang vi i kilderne og bodyraftede – gled med strømmen et stykke – hvilket var vildt koldt, men skide sjovt. Om aftenen overnattede vi gratis – og ulovligt – på en rasteplads nær Waitamo Caves, hvor vi slog vores telte op i det fjerneste hjørne. Det var med en spændt følelse i maven vi lagde os ned i soveposerne, da vi ikke vidste om vi ville blive smidt væk i løbet af natten – men det gjorde vi ikke 😉 Vi stod også tidligt op, da Christina, Johan og Morten skulle ud og Black Water Rafte, mens Laura og jeg tog ud og så glowworms. Ret vildt at bevæge sig rundt inde i en helt mørk grotte, hvor hele loftet er lyst op som tusindvis af små dioder. Om eftermiddagen kørte vi mod surfbyen Raglan, hvor vi stadigvæk befinder os. Vi er vilde med byen, der ligger helt nede til vandet, og alle er goodlooking surferdudes. Vi spiste aftensmad på stranden, og lavede efterfølgende pandekager på Trangia. Vi sneg os endnu engang til at sove gratis, denne gang i et hjørne af stranden, hvilket dog førte en lidt ubehagelig oplevelse med sig. Da klokken nærmer sig elleve, og jeg halvsover, kommer der pludselig blå blink og det lyder som om nogen kører ræs på den plæne vi ligger på. I næste øjeblik, mens jeg stadigvæk er halvsovende og oplever det hele lidt som en drøm, er der en mand der lyser teltene op med en voldsom lygte og begynder med alvor i stemmen at råbe om der er nogen derinde, og at vi skal vågne op. Dernæst begynder han med endnu mere alvor og panik i stemmen at spørge om vi har sendt kinesiske lanterner op, og bliver ved med at råbe “it’s now! You have to tell me now if it’s you!” “Now is the time to tell me!”, og dernæst begynder han sige at ellers er der muligvis nogen der er i fare i vandet, fordi der er sendt en flair op. Efter han adskillelige gange råbte om det var os, og vi lige skræmte svarede nej hver gang, gik han igen. Vi lå alle bum stille et par minutter, med hamrende hjerter, og forstod stadigvæk ikke helt hvilken oplevelse vi lige havde høstet os, og vi fandt aldrig helt ud af hvad det hele gik ud på, men endte med at falde i søvn og sove fint hele natten. Igår var vi ude og surfe, og jeg er vild med det! Det er den fedeste følelse når man fanger en bølge og surfer hele vejen ind. Jeg slog dog min finger, så i dag blev kun til en stranddag med Laura og Mette, mens de andre surfer igen. Igår mødtes vi igen med Kasper, Mette og Mikkel, og igår aftes var vi ude og spise med dem, hvilket var super hyggeligt. I aften er vi endt et vildt hyggeligt sted. Et ungt par der tilbyder man kan sove i deres have eller bo i en lille skurvogn, mens man kan bruge alle indendørs aktiviteterne. Lige nu sidder vi alle 8 indenfor, drikker te, snakker og hygger og imorgen kører vi vidst mod Auckland, hvor New Zealand paradiset ender. Det er slet ikke til at forstå at jeg snart har været her i to måneder, og at jeg om en måned sidder hjemme i lille Danmark igen! Jeg føler mig slet ikke klar til at skulle hjem, men jeg må dog indrømme at jeg på vores Great Walk vandretur for første gang kom til rigtig at savne jer derhjemme. Og så savner jeg også Jyttes rugbrød og leverpostej!
Jeg håber i alle har det godt derhjemme, og så skal næste update nok komme hurtigere, så det ikke bliver et lige så enormt langt et som det her.

På egne ben

Vi har nu været på egne ben i knap en uge, og vi har det godt! Vi har lejet en bil hvor vi 5 mand inkl bagage er proppet ind i, og det går forrygende. Vi (Morten) hev en lille fartbøde med på vejen efter vi havde kørt lidt over en time i bilen den første dag – men man skal jo lige vænne sig til de nye køreforhold, der er meget at holde styr på på en gang 😉 Vi startede vores egen rundrejse i Queenstown, hvor vi kom til med bus. Alle der skulle rejse videre mødtes på samme campingplads – 21 mand – i Queenstown og sov der to nætter. Første aften var vi alle lidt trætte ovenpå en farvelsession til dem der skulle hjem og en lang bustur på 8-9 timer. Anden aften derimod, tog vi alle ned og spiste den omtalte Fergburger. Efter at have stået i kø i tre kvarter – jep, TRE KVARTER – uden for biksen, købte vi hver en burger og satte os ned på stranden, nød den smukke udsigt, og indtog den samt lidt vin og øl, hvorefter vi tog på bar og hyggede. Dagen efter var det tid til at stå helt på egne ben som en gruppe. Drengene suste ned og hentede vores ride resten af måneden, mens vi tøser ryddede campen helt op. Tilbage kom de med den mest fesne, gamle, kedelige og meget grå Toyota Camry – men det skulle vise sig at vores kærlighed til hende hurtigt steg! Vi begav os i kast med at pakke vores ting i hende, og til vores store overraskelse kunne alt være der! Ind i bilen røg vi, og vi kørte afsted, uden at vide hvor langt eller hvorhen. Vi nåede 7 minutter væk, på en parkeringsplads ved en skole, da vi besluttede os for at finde et Visitor Center, der kunne fortælle os noget om Fiordland (smukt vandrested, som man skal se på NZ). På vej ned i byen for at starte jagten efter Visitor Centret går vi under et stort træ i en park, da vi pludselig hører et enormt brag! Vi tror alle et lyn slår ned i træet, så vi flyver alle baglæns. I næste øjeblik dumper en paraglider ned fra himlen få meter fra os. Da det går op for os hvad der egentlig var sket skynder vi os selvfølgelig hen til paraglideren for at høre om han var okay! Han påstod han var okay, men at dømme ud fra situationen havde et lægetjek nok været smart efter et kæmpe smask ind imod et træ med meget høj fart og et fald på over ti meter. Puh, så var rejsen på egen hånd ligesom skudt igang – og min plan om paragliding er udskudt lidt. Vi fandt Visitor Centret, fik lidt info og kørte syd på. Vi kørte til en hyggelig doc Camp – Henry Creek – ved Lake Te Anau, hvor vi skulle overnatte inden vi dagen efter skulle på en daywalk på Kepler Track. Få minutter efter vi var ankommet triller en bil ind bag os, ruller vinduerne ned og 4 mennesker siger Hej – 4 søde højskolevenner vi fem timer forinden havde sagt farvel til i Queenstown, og regnet med først at se om en måned. Pludselig virkede verden meget lille! Og Henry Creek lød åbenbart godt i fleres øre, for en time efter kommer 4 søde andre højskolevenner også gående ned ad doc campen. Pludselig var vi 3 grupper samlet på et sted ved et rent tilfælde! Men Henry Creek var lækkert. Doc camps ligger over hele New Zealand og er meget primitive teltpladser, der typisk koster 6 dollars pr nat. Vi havde her været meget heldige og ramt én doc beliggende helt ned til søen (vi boede 5 meter fra søens bred) med den smukkeste udsigt til Fiordland. Faktisk var der så lækkert og smukt vi sov der to nætter! Vores daywalk ved Kepler skrev jeg lidt om i forrige indlæg. Efter Lake Te Anau kørte vi nordpå, mod universitetsbyen Dunedin. Her ligger der et stort og meget omtalt universitet, der skulle være populært at tage et semester, hvis man vil lidt til udlandet. Vi valgte at forkæle os selv, og tage en nat på hostel med seng, dyne og bad! Hostellet var ikke noget at råbe hurra over, og det lugtede altså lidt af tis. Men der var senge, dyner, varmt bad og køkken, så ingen klager der! Om aftenen tog vi på bar og så tennis – drengenes ønske – og dagen efter var en hygge dag i byen for os tøser mens drengene ville på bar og se Super Bowl. Egentlig ville vi have været på stranden også, men det blev overskyet og kom lidt regnbyger, så det blev hurtigt droppet. Da Laura og jeg kommer gående ned for at se universitet, oplever vi endnu engang ‘pludselig er verden lille’ da vi på den anden side af gaden ser vores hjælper Gry der var med de første tre uger hvor vi rejse med højskolen. Det var super hyggeligt at møde hende, og hun synes det var sjovt at høre om vores oplevelser indtil nu og se vi havde det godt. Jeg fik købt mig et par vandresandaler – uundværligt når man er backpacker – og dernæst gik vi op for at samle drengene op fra baren, så vi kunne køre videre nordpå, uden – igen – at vide helt præcis hvorhen. Vores plan var én doc Camp et par timer væk, men pludselig faldt jeg over en doc en time længere væk i brochuren, der lød helt eventyrlig – og det skal jeg love for den var! Vi kom fra en stor landevej ind på en lille grusvej der blev mindre og mindre jo længere ind man kom. Og udsigten her var vidunderlig! Vi kørte ind i et paradis. Bjerge og bakker så langt øjet rakte og aftensolen gav det vildeste lys over himlen og et vidunderligt farvespil blev skabt med skyerne. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget på smukt, vi var alle fuldstændig betaget af hvad vi pludselig – ved en ren tilfældighed – var kørt ind i. Jo længere ind vi kom ad grusstien, desto smukkere blev paradiset. En halv time inde i paradiset kom vi til teltpladsen, hvor vi skulle sove. Da vi ankom var vi alle stadigvæk helt rundt på gulvet af den vilde natur oplevelse vi lige havde kørt igennem, og ikke nok med det, løb den smukkeste lille flod rundt om pladsen, som man kunne bade i. På pladsen var en campingvogn, der helt tydeligt udstrålede den var fastboende. Og ganske rigtigt, en lidt ældre kvinde boede på doc campen i sin campingvogn med lyskæder og potteplanter. Her var hendes hjem, og hun kørte hver dag på arbejde, der lå lige hvor grusstien endte ved landevejen. Først synes jeg det lød enormt ensomt at bo så langt ude og skulle køre så langt til alting. Men så kom vi til at snakke om, at godt nok har hun en halv time+ på en bumlet grusvej til arbejde, men hun kører igennem det smukkeste paradis OG bor samtidig i det, hvor andre bruger samme tid til arbejde på kedelige motorveje og bor langt fra et så smukt paradis som hende. Så egentlig synes jeg faktisk hun var lidt sej! Og da der pludselig kommer en kænguru hoppende over pladsen da vi sidder og laver aftensmad på trangia, forstår jeg pludselig hele idéen med at bo på den måde. (Ja jeg har set en kænguru!!)
I dag ville vi have badet i floden, men vi har desværre ikke været så super heldige med vejret hernede de sidste par dage. Så selvom vi havde ønsket høj sol og ingen skyer, så var der altså lidt overskyet, og Laura og jeg synes ikke lige det var badevejr – mest af alt var vi nok bare sure over der ikke var fuld sol, for 22 grader er jo faktisk fint vejr. Christina og drengene badede dog, og dernæst kørte vi nordpå. Endnu engang vidste vi ikke helt hvad vi kørte efter, men vi er endt på en hyggelig doc på Lars tyndskids mark. Her er super smukt, og vores ‘nabo’ er en komark, ret idyllisk. Efter en gang pasta med tomatsovs ligger vi nu i poserne, og lader op til endnu en køredag imorgen, hvor vi skal til Picton, hvorfra vi skal med færgen til nordøen torsdag formiddag. Nå, nu vil jeg sove, godnat.

Når ord ikke er nok

imageShikaderne synger i regnskoven bag mig, vandet bruser ind mod breden fem meter længere nede, solen bager på min brune krop og udsigten blænder min øjne. Her er så smukt ord ikke er nok. Uanset hvor man kigger hen, er der bjerge. Store smukke bjerge, der indhyller hele tilværelsen. Den sidste måned har bjerge omringet mig hver dag, hver time, hvert sekund. Jeg tror paradiset ender, hvor bjergene ikke længere kan ses.
Igår ankom vi til en lille øde og vidunderlig doc, beliggende på stranden. Kiggede vi udover vandet, var bjergene dækket af skyer, men alligevel var vi ikke i tvivl om, at vi befandt os i paradis, og at det var smukt, det vi ikke kunne se. Tomatsuppe med pasta blev nydt i stilhed på stranden, mens tankerne fik frit løb. Jeg kom til at tænke på, hvor tit vi glemmer, hvor lidt der skal til, for at vi faktisk har det godt. Og hvor meget vi går og forventer og tror vi ikke kan leve uden, når én enkelt rygsæk faktisk kan være nok. Efter knap en måned har jeg endda erfaret, at meget fra min rygsæk kan sorteres fra. To par trusser er mere end rigeligt, man vasker bare det andet når det første bliver brugt. En varm trøje og et par sokker, mere skal der ikke til. Jeg tror tit vi glemmer, at livet i sig selv er vidunderligt og uanset hvor meget vi har, eller hvor meget vi ikke har, så skal det hele nok gå.

Send flere penge..

Livet som backpacker og teltbeboer er vildt, spændende og udfordrende. Klokken er halv et om natten og drengene har lige fjernet 3 kæmpe biller fra vores sovekabine – det kribler konstant i soveposen nu, AD! Vores tredje teltstang er her til aften knækket, og teltirritationskurven har nu nået sit maks, den bliver ikke fikset, vi sover med knækket teltstang.
Nå! Men udover teltudfordringer er her alt for lækkert. Vi bor lige pt i den fedeste hippieby, Takaka, hvor vi i dag har klippeklatret og jeg har for første gang blaffet. Vi blev samlet op af den rareste unge backpackergut fra Argentina, der glædeligt fortalte om sig selv og sine oplevelser, så vi helt havde lyst til at køre videre forbi campen, blot for at fuldføre den fede oplevelse og for at få hele hans historie med.
Hvad har jeg ellers at fortælle siden sidst? Jeg har surfet på enorme bølger – det var SÅ fedt, og jeg var overraskende nok vildt god!, fået de vildeste surferhænder (læs: blev mega solskoldet på håndryggen, så jeg måtte investere i dyrt kølende creme, skreg af smerte hvis noget rørte mine hænder, og har nu negerbrune håndrygge), sejlet i kajak på det mest krystalklare blå vand og langs de smukkeste hvide sandstrande, set sæler (inkl. babysæler) og en lille sød tyk pingvin, siddet på stranden og set tidevandet stige til vi måtte forlade stranden, spist posekartoffelmos med kødsovs lavet med spegepølse, fodret tamme kæmpe pigrokker, besøgt den hyggeligste espressohippiebåd og fået en lækker iskaffe, og sidst men ikke mindst, nydt den ubeskriveligt smukke stjernehimmel utallige aftner og nætter – ord og billeder kan ikke forklare dette, det skal ses og opleves, det er SÅ smukt!

Tror det var alt for nu. Imorgen har vi stranddag, men før det tager nogen af os til et lille lokalt grøntmarked i byen og om aftenen skal mange af os til koncert på en lille hyggelig bar nede i byen.
Godnat fra billeteltet – og nå ja, endnu en update, mit liggeunderlag strejker, og har valgt det vil tabe luft og være fladt.

– billeder får i senere, de driller at få op.

Hej fra New Zealand!

Her går det godt. Jeg har vandret 53 km gennem regnskov og smukke bjerge, blevet spist op af sandflies – de er satme slemme!, badet i naturlige og brandvarme termiske kilder – aldrig oplevet noget lignende!, fået ualmindelig voldsomt solbrændte skuldre trods faktor 50+ og t-shirt, sprunget fra klipper og rutsjet på naturlige rutsjebaner, gået på meget smalle vakkelbroer med rystende ben mellem to bjerge – der var MEGET langt ned, kravlet ned af en klippekant med meget løse store sten der endte i stenskred med kæmpe rygsæk på ryggen – “godt min mor ikke ved jeg gør det her”, stået op midt om natten i voldsomt regnvejr for at fikse en knækket og splintret teltstang, brugt alt mit vabelplaster og sportstape på ondskabsfulde vabler og meget meget mere! Men trods lidt modstand, er alle oplevelserne skrevet i minderne og turen er helt vidunderlig!

PS. Lige pt ligger pigerne og jeg i teltet, det pis regner udenfor og Laura har lige fikset en enorm edderkop der var på besøg – lad dagen begynde!

Halvvejs nær paradiset

Så sidder vi i Bangkok lufthavn, og har overstået de første 12 timer i luften. Vi har i alt 7 timers vente her, hvorefter der venter os en 14 timers lang flyvetur, inden vi når paradiset. 14 timer i en flyver virker helt uoverskuelig langt! Puh.